Natur og parker
Få masser af kameloplevelser i Dubai
man. den 24. august 2020
Mød Dubais ejendommelige firbenede beboere, og glæd dig til alt fra kamelvæddeløb til kamel-mælkechokolade.
Mød Dubais ejendommelige firbenede beboere, og glæd dig til alt fra kamelvæddeløb til kamel-mælkechokolade.
Kamelvæddeløb
Nationalsporten kamelvæddeløb tiltrækker både lokale og besøgende. Væddeløbssæsonen går fra oktober til april med løb tidligt om morgenen om fredagen og om lørdagen.
Der er adskillige baner rundt omkring i emiratet. men den største i Dubai er Al Marmoom Camel Racetrack, som er hjemsted for Dubai Camel Racing Club, der ligger en halv times kørsel fra byen. Den tiltrækker kamelejere fra hele UAE og endda fra en række nabolande.
Der er lavet ændringer i sporten for at gøre den mere nutidig, dog uden at berøre dens traditionelle kerne. I 2002 blev der indført robot-jockeyer. Kamelerne styres af personer i 4-hjuletrækkere, som kører langs banen og dytter for at få dem til at løbe hurtigere. Man kan vinde priser til mange tusinde dirhams, og vindere af særligt store løb kan være heldige at komme hjem med en luksusbil.
Kanelkød, -mælk og -chokolade
Kamelkød er ikke noget du finder overalt, men der er et par spisesteder, hvor delikatessen serveres. En af de oprindelige leverandører af kamelkød er Local House, en lillebitte café i det historiske kvarter Al Fahidi. Restauranten hævder også at være den første i UAE til at servere kamelburgere.
Er man ikke helt så modig, kan man i stedet prøve milkshake og cappuccino med kamelmælk, som siges at indeholde 10 gange så meget jern og 3 gange så meget C-vitamin som almindelig komælk. Mælken siges også at være fedtfattig og indeholde mindre kolesterol samt være nemmere at fordøje end komælk. Den er således bedre egnet til personer med laktoseintolerans. Al Majlis er en elegant arabisk inspireret forretning i Dubai Mall , hvor du kan smage is og chokolade med kamelmælk, og den nærliggende restaurant Switch har pasta, som er vendt i cremet kamel-bolognaisesauce.
Ønsker du en chokoladesouvenir af kamelmælk, så bør du besøge Al Nassma, hvor tyk kamelmælk blandes med eksotiske ingredienser, såsom udsøgt akaciehonning. Du kan købe blokke af chokolade, æsker med praliner eller hule chokoladekameler i forretningerne Dubai Mall, Burj Al Arab og Dubai Duty Free i Dubai International Airport og Al Maktoum International Airport.
Kameltrekking
Følg i fodsporene af de gamle beduiner og tag på kamelekspedition igennem ørkenen. Rejseselskaber såsom Platinum Heritage og Arabian Adventures designer særlige rejser i de mere kølige måneder, hvor du kan få et glimt af emiratets historie. Du lærer om lokal historie, flora og fauna fra en ekspertguide, mens du bevæger dig igennem de pragtfulde klitter. En opslugende oplevelse, hvor de fleste rejseselskaber også tilbyder gratis snacks og drikkevarer samt uforglemmelige folkesagn, som du tager med dig hjem.
Alternativt kan du melde dig på ørkensafari, hvor veluddannede chauffører tager dig med på en spændende 4-hjulsekspedition i klitterme. Du gør holdt ved en lejr i ørkenen, hvor du kan deltage i forskellige aktiviteter, såsom sandboarding, levende underholdning, ATV-kørsel, traditionel arabisk spisning samt, selvfølgelig, kamelrideture.
Du kan også få en autentisk beduinoplevelse på Camel Farm (www.thecamelfarm.ae). Her bydes du velkommen af erfarne guider og får mulighed for at møde, de venlige og nysgerrige dyr. Du kan også tage på en 30-minutters kamelridetur i ørkenen omkring.